Charlotte er "rosinen i pølseenden" 

Charlotte Munch er Silkeborg ildfestregattas grafiker og har et bredt ansvarsområde indenfor markedsføring af Silkeborg Ildfestregatta. Det gælder fremstilling af plakater, opdatering af foreningens hjemmeside, foldere og annoncer mm.

Med hovedansvar for den digitale kommunikation er det Charlotte, der i sidste ende samler trådene og ser sig selv som ”rosinen i pølseenden”, som hun forklarer med ”Når vores frivillige ildsjæle har planlagt deres projekt eller arrangement, kontakter de mig med henblik på at lave en folder eller opslag på hjemmesiden eller Facebook, – så jeg har altid travlt fordi jeg er sidste led og der er altid en tidsmæssig deadline, at tage hensyn til”. Charlotte fortsætter ”Alle i foreningen har jo en særlig tilknytning til netop deres eget projekt eller opgave og så det er med at være på dupperne og få lavet opgaverne når de kommer ind.

Aktuelt mærker Charlotte, at åbningen af Silkeborg Ildfestregatta i uge 33 nærmer sig, hvilket hun bekræfter ”Jeg kan sagtens fornemme forventningens glæde og gnisten af aktivitet i de enkelte arbejdsgrupper, - det er den her helt særlige stemning lige før vi går i luften”.

Lige nu bruger Charlotte 30- 40 timer om måneden og hun forventer en øgning i timetallet i tiden op til åbningen. ”Jeg bruger rigtig meget tid ved min computer og der er et særligt fokus på opdatering af hjemmeside og Facebook, - disse er vigtige informationskilder for vores følgere og derfor er det af stor betydning at vi er aktuelle og opdaterede i forhold til vores oplevelsestilbud og information, - Vi skal huske på, at vores passion for Silkeborg Ildfestregatta deler vi med flere tusinder af Silkeborgs indbyggere og gæster”.

Charlotte kom ind i ildfestregattaens arbejde i 2013, hvor det var foreningens nuværende formand, Kurt Pedersen, der trak hende med ind. Det er i særlig grad det sociale element i hendes frivillige engagement, der vægter højt. ”Vi er jo en bred sammensætning af mange forskellige ildsjæle med hver vores tilgang til arbejdet, men formentlig er jeg den eneste (ud over Kurt) i vores forening, der har så bred en kontaktflade”.  Charlotte fortsætter” Heldigvis er arbejdet for det meste sjovt og min store kontaktflade til alle de øvrige frivillige ildsjæle, der på deres egen unikke måde løser deres opgave, har stor betydning for mit engagement i Silkeborg Ildfestregatta. Vi finder her en gnist og et engagement, som man ikke finder på sit normale arbejde”.

Charlotte anerkender ildfestregattaens betydning for Silkeborg, om end hun fremhæver, at det formentlig ikke, for alle, er lige synligt, hvilket planlægningsarbejde, der faktisk ligger i afviklingen af et arrangement af dette omfang. ”Jeg tænker at ildfestregattaen har en stor betydning for byen og at det er en tradition, som mange af byens indbyggere og gæster ikke gerne vil undvære. Jeg mener dog, at der er nogle udfordringer i at udbrede kendskabet til, hvor mange ressourcetimer, der rent faktisk ligger i vores indsats,- vi kunne sagtens være mere synlige i markedsføringen, men vi skal huske på at vi er frivillige og ulønnede og de fleste har deres arbejde ved siden af”.

Forventninger til dette års Silkeborg ildfestregatta er der mange af og Charlotte glæder sig til en helt særlig oplevelse ”Jeg glæder mig til at stå på Søvej og se fyrværkeriet og at blive rørt helt ind i sjælen over det kæmpearrangement og alle de mennesker, der får en stor oplevelse samt en personlig stolthed og taknemmelighed over, at vores dedikerede ildsjælegruppe sammen kan bære sådant et arrangement flot i mål”.

Vi siger tak til månedens frivillig !

Skulle du have lyst og overskud til at blive en del af vores entusiastiske team af ildsjæle under Silkeborg ildfestregatta i 2017, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte os på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Copyright © 2017 Silkeborg Turist & Regattaforening Reserved